Jakobskolen
– en præsentation
Jakobskolen er en kristen friskole, som er åben for alle, der vil være med til at drive skole på et kristent grundlag. Vi har en vision om, at eleverne må opleve en god skolegang, hvor de udvikler sig personligt og fagligt gennem fordybelse og kreativitet. Vi lægger vægt på, at hver enkelt i fællesskabet når så langt som muligt i forhold til sine evner og muligheder.
Jakobskolen bygger på et kristent livs- og menneskesyn. Dette rummer et syn på mennesket som skabt i Guds billede som en unik og værdifuld skabning med ansvar for sig selv og sin næste. Vi ser en umistelig værdi heri – og ønsker, at alle på Jakobskolen bliver set, og ser hinanden, i det lys.
På en kristen skole er det afgørende, at medarbejderne står inde for de kristne værdier og søger at leve dem ud i hverdagen. Børn læser nemlig ikke visionspapirer eller formålsparagraffer. De læser mennesker – og er endda ret gode til det.
På Jakobskolen begynder vi dagen med morgensang, hvor eleverne møder en formidling af kristendommen, som er tydelig, relevant og i øjenhøjde. Vi ønsker at give det bedste videre til vores elever. Samtidig ser vi en stor gevinst i, at børn og unge møder voksne, der står for noget værdifuldt. Det er naturligvis helt frit, hvad den enkelte vil tænke og tro, og hvad man vælger at tage med sig.
Fællesskab er et nøgleord på Jakobskolen. Alle elever mødes samlet mindst en gang om ugen, og i løbet af året har vi flere projekter, hvor alle er med.
Skolens trygge atmosfære giver eleverne mod på at prøve sig selv af, fordi ingen griner, hvis man skulle sige noget "forkert". Denne gensidige respekt er rammen om vores fællesskab. Det sætter den enkelte fri til at opdage nye sider af sig selv – og potentialer, man måske ikke selv kendte til.
Klassen er en vigtig ramme for fællesskabet. Her er vi sammen med andre, som vi ikke selv har valgt, men som vi skal lære at fungere og samarbejde med. Målet er, at den enkelte elev oplever sig som en værdifuld del af et fællesskab, hvor man sætter pris på hinandens forskelligheder.
Trivsel og tryghed er afgørende for elevernes faglige udvikling. Det gode undervisningsmiljø skabes af skolens medarbejdere i tæt samarbejde med elever og forældre. Gevinsten er, at eleverne faktisk lærer noget – både i skolens undervisning og i fritidsdelen.
Lærerne er fagligt kompetente og tilrettelægger undervisningen, så eleverne så vidt muligt mødes og udfordres lige dér, hvor de er.
Se her, hvordan dette udtrykkes i vores visioner
Vi og vores samarbejdspartnere bruger teknologier, herunder cookies, til at indsamle oplysninger om dig til forskellige formål, herunder: Funktionalitet, statistik og marketing
Ved at trykke på 'OK' giver du samtykke til alle disse formål. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage.
Du kan læse om vores indsamling og behandling af personoplysninger ved at trykke på linket herunder.
Databehandling på Jakobskolen